DE FLESTE AF mine kolleger synes, at det værste ved at være politibetjent er, når de skal underrette forældre om, at deres barn er omkommet.

   Sådan har jeg det ikke.

   Ikke fordi det ikke er slemt. Det er det. Bare det at ringe på døren slår sprækker i mit hjerte. Specielt hvis barnet er blevet myrdet, selvom den oplysning sjældent trænger ind hos forældrene med det samme. Men at deres barn ikke lever mere, det opfatter de straks. 

   Chokket rammer dem, inden jeg når at gøre sætningen færdig. Det er, som om de dybt inde allerede ved, hvad jeg vil sige. De kan læse deres værste frygt i mit ansigt, fornemme den i min tøven, i hvert ubærlige ord ud af min mund.

   Reaktionen er monumental. Rædsel i sin mest hjerteskærende form.

   Så hvem har lyst til at være den budbringer?

   Ingen.

   Heller ikke mig.

   Men selvom det er slemt, er det ikke det værste ved jobbet. Ikke hvis du spørger mig. Det, der slider mest på min sjæl, er, når jeg nogle år senere står foran døren igen. Denne gang for at meddele de samme forældre, at vi desværre bliver nødt til at henlægge sagen.

   Jeg ved, hvordan reaktionen bliver. Den er lige så forudsigelig som ved første besøg, men udmønter sig anderledes: Nedslåede blikke. Blanke øjne. Vreden, som forsøger at kæmpe sig op til overfladen, men ikke magter det. Døren, der bare har lyst til at glide i af sig selv.

   Oven i den uendelige uretfærdighed, som svømmer rundt i deres øjne, forsvinder ikke kun håbet, men også illusionen om, at politiet ... at jeg, betjenten, kan lindre lidt af smerten, omend kun for en stund, ved at levere opklaringens vished og den smule trøst, der ligger i at erfare, at den skyldige i det mindste bliver stillet til regnskab.

   Det blik, fyldt med sorg og afmagt, hjemsøger mig.

   Så jeg holder det på afstand. Ligesom jeg gør med de andre afgrundsdybe følelser, jeg møder i mit job. Jeg lader dem prelle af på min mentale rustning. Den kan modstå alt.     

   Næsten alt.

   Da vi drejede ned ad den regnvåde villavej i det nordlige Roskilde, faldt den fra hinanden.

   Det begyndte som en snurrende fornemmelse, som bredte sig fra fødderne op mod nakken. Først langsomt, men så steg intensiteten. Det var, som om nervespidserne overalt i min krop gik i opløsning. For i det hvide hus nede for enden boede mine forældre. Jeg var vej på ned for at fortælle dem, at mordet på deres datter, min lillesøster, formentlig aldrig ville blive opklaret.

   Sagen var henlagt.

   Politidirektøren og drabschefen havde fortalt mig om deres beslutning samme formiddag. Tillidsmanden var der også, i tilfælde af at jeg flippede ud. Eller brød sammen. Måske begge dele.

   Men jeg gjorde ikke noget.

   Jeg sad bare og stirrede ud ad vinduet. Blikket indstillet på uendeligt. Som jeg havde set det hos pårørende så mange gange før, når jeg gav dem samme besked.

   Jeg bebrejdede dem ikke noget, cheferne. Efterforskningen havde stået på i 19 år. Den længste i Roskilde politistations historie, eller i hvert fald så langt tilbage nogen kunne huske. Den vigtigste grund til, at den ikke var blevet henlagt tidligere, var på grund af mig. Ikke fordi jeg stod i spidsen for efterforskningen, det forbød politiets regler, men fordi alle vidste, hvad det betød for mig at bevare håbet, hvor illusorisk det end var.

   “Det er det næstsidste hus på højre hånd, ik’?” spurgte Alba med dæmpet stemme.

   “Jo.”

   Jeg kendte hende ikke særlig godt. Vi havde været makkere i et par måneder, og hun fortalte ikke meget om sig selv. Jeg spurgte heller ikke. Vores samtaler centrerede sig om det politifaglige.

   Hun havde tilbudt at køre, og jeg havde samtykket ved at sætte mig på passagersædet uden et ord.

   De to kolleger, der officielt efterforskede sagen, havde ikke spurgt, om de skulle orientere mine forældre. Det var ikke nødvendigt. Både de og jeg vidste, at det lod tilfaldt mig. Alle vidste det. Selv mine forældre. Ligesom vi alle i årevis havde vidst, at denne dag ville oprinde. Den var uundgåelig. Selv de mest ubetydelige spor var for længst blevet forfulgt med en kampvogn.

   Alba standsede foran mit barndomshjem og slukkede motoren. Der var lys i stuevinduerne. Også i den gule, sekskantede lampe i emaljeret støbejern over hoveddøren. Den kastede sit indbydende skær ud over trappestenen, som ventede mine forældre mit besøg.

   Men det var ikke tilfældet.

   Jeg havde med vilje ikke ringet. Min mor ville øjeblikkeligt have fornemmet på min stemme, at noget var galt. Ligesom hun ville gøre det, så snart hun så mig.

   Jeg håbede, min far åbnede og tog imod stødet som det første bolværk.

   “Hvis der er noget ...” sagde Alba uden at fuldføre sætningen. Hun rømmede sig. “Skal jeg gå med dig ind?”

   Jeg rystede på hovedet og steg ud med mit blik låst fast på lampen over døren. Jeg gik op ad flisegangen og ringede på uden at tøve, bange for, at jeg ellers ikke kunne få min hånd til at lystre. Min krop rystede i bevidstheden om, at jeg nu skulle igennem det næstværste øjeblik i min i forvejen kulsorte tilværelse. Det værste, selvfølgelig, var, da politiet fortalte, at de havde fundet liget af min søster ude i fjorden.

   Lyset blev tændt i entréen. Mit hjerte sank, da jeg så skikkelsen komme til syne gennem den matterede rude i døren. Ud fra højden og den røde bluse kunne jeg se, det var min mor.

   Hun åbnede døren, holdt armene ud mod mig og brast i gråd, inden hendes kind ramte min brystkasse.

   Efter nogen tid trådte hun tilbage og kiggede op på mig.

   “Er den henlagt?”

   Jeg nikkede.

   “Din lille stakkel,” sagde hun og knugede mig igen. Da vi kom ind i stuen, havde min far rejst sig fra sofaen. Tv’et var slukket, men han holdt stadig fjernbetjeningen i hånden.

   “De har henlagt sagen,” sagde min mor.

   Min far sukkede.

   “Ja, det har de vel.”

   Lydløst placerede han fjernbetjeningen på stuebordet og lagde hånden på min skulder. “Kom,” sagde han, “lad os gå ud i køkkenet.”

   I de næste to timer sad vi så dér, ved egetræsbordet, vores lille amputerede familie, og snakkede om endnu en trist milepæl. Om de uafvendelige kendsgerninger, og om jeg ville fortsætte i politiet. Og om Sofie, naturligvis, der sendte os sit evighedssmil fra det 20x25 centimeter store billede på væggen.

   Kontrasten til dengang, hun sad på den tomme stol over for mig, og køkkenet genlød af latter og fremtidsdrømme, var så blødende og smertefuld som i tiden lige efter mordet.

   Igen og igen forsikrede jeg mine forældre om, at en henlagt sag ikke betød, at den var afsluttet.

   “Drabssager bliver aldrig forældede,” sagde jeg som et tomt ekko af min egen chefs ord på mødet tidligere på dagen.

   Men selv jeg kunne høre den manglende overbevisning i min stemme. På trods af at udsagnet var sandt. Henlagt betød blot, at den aktive efterforskning var stillet i bero. Der kunne dukke nye spor op, og de ville blive undersøgt. Jeg havde forklaret mine forældre det et utal af gange, når jeg havde forberedt dem og mig selv på denne dag. Men vi vidste alle, hvad det reelt indebar. Den i forvejen spinkle mulighed for, at mordet blev opklaret, var knust. Nu krævede det et mirakuløst gennembrud. Teoretisk set kunne det komme om en uge, om en måned eller om hundrede år.

   Eller aldrig.

   Sandsynligheden talte for det sidste.

   Vi lod det forblive usagt. Men det var tydeligt, at mine forældre ikke længere troede på det.

   Heller ikke jeg.

   Vågeblusset inden i mig var slukket. Kulden havde taget over permanent.

   Da jeg havde sagt farvel og igen stod udenfor, var mørket faldet på. Lampen over hoveddøren havde jeg selv slukket. Symbolsk, kunne jeg ikke lade være med at tænke.

   Ovre i bilen kunne jeg se Albas ansigt svagt oplyst af mobilen i hendes hånd. Hendes tommelfinger dansede rundt på skærmen. Blikket var koncentreret. Hun havde et spinkelt, nærmest skrøbeligt ydre. Selvom hun havde rundet de 30, lignede hun en teenager, specielt nu med øjnene og hånden klistret til mobilen.

   Hun fik øje på mig og vinkede forsigtigt.

   Min mobiltelefon vibrerede i lommen. Min første indskydelse var at ignorere den, men en anledning til at stå stille i mørket lidt endnu forekom alligevel mere tillokkende end at sidde i bilen.

   ‘Skjult nummer’ stod der på skærmen. Det var ikke usædvanligt. Mindst halvdelen af mine kolleger havde ‘vis nummer’ slået fra. Jeg havde mest lyst til at afvise opkaldet og tage hjem og stirre ud i mørket, men mekanisk accepterede jeg det alligevel.

   “Godaften, Daniel,” sagde en stemme, der lød, som om den var spærret inde i en dåse. Jeg stod stille, mens jeg forsøgte at fatte, hvad jeg hørte. “Må jeg forstyrre et øjeblik?”

   Der gik flere sekunder, før det gik op for mig, at stemmen var digitalt forvrænget.

   “Hvem taler jeg med?”

   “Jeg vil gerne være anonym. Du kender mig ikke.”

   Stemmen var så fordrejet, at jeg måtte anstrenge mig for at skelne ordene fra hinanden.  

   “Hvor har du mit nummer fra?”

   “Det er ligegyldigt. Jeg ringer med et tip.”

   “Det er ikke ligegyldigt for–”

   “Jeg kan forstå,” afbrød stemmen med øget volumen, “at du lige har været inde hos dine forældre for at overbringe dem den triste nyhed. Det må være hårdt.”

   Ordene frøs mig fast på flisegangen. Mine tanker skød i alle retninger. Et øjeblik kredsede de om min nye makker og muligheden for, at hun stod bag en ekstremt upassende joke, men i skæret fra gadelyset kunne jeg se hende betragte mig med rynket pande. Tanken var også absurd. Desuden kunne jeg fornemme på stemmens tonefald, på trods af den metalliske lyd, at den var alvorlig.

   Vreden boblede op i mig, men jeg nåede ikke at sige noget, inden stemmen fortsatte. “Jeg refererer naturligvis til, at politiet har opgivet at finde ud af, hvem der myrdede din søster. Men jeg ved, hvem der gjorde det. Vil du vide, hvem det var?
 

​